Mads Lund er klar til sin 16. sæson for SønderjyskE.

Han fik debut for klubben allerede som 15-årig, og nu er Mads Lund klar til sin sæson nummer 16 for SønderjyskE.

Lund runder i den kommende sæson 700 kampe i den bedste danske række, og han er en af de store kulturbærere i både SønderjyskE og dansk ishockey.

Sportschef Kim Lykkeskov: 

– Han har været med i alle årene, og vi er glade for, at han tager endnu et år her i Vojens. Han har stadig sult, lyst og tid til at give det et år mere på fuld knald. Han er en vigtig og efterhånden også rutineret spiller på holdet, og det betyder også, at han kan hjælpe de unge spillere, der kommer ind. Derfor er vi også glade for, at han tager endnu en omgang med holdet, siger han til SønderjyskE’s hjemmeside.

Mads Lund har det seneste år både været familiefar og ishockeyspiller, og efter en god sæson med SønderjyskE er han kommet frem til, at han fortsat godt kan forene de to ting.

 – Der er mange overvejelser, når man vælger at skrive en kontrakt, og i mit tilfælde har det handlet meget om samværet med min datter. Vi er til tider meget væk på nogle trælse tider af døgnet i løbet af sæsonen, når du har et barn, men da jeg kom frem til, at jeg i hvert fald har et år mere i mig, var valget ikke så svært, for SønderjyskE er den eneste klub, jeg vil spille for.

– Vi har haft nogle hårde år resultatmæssigt, men den seneste sæson var et rigtigt sjovt år, selv om det ”kun” endte med en sølvmedalje. Det har været med til at gøre valget om en forlængelse lidt nemmere, siger Mads Lund.


Retro: Historiens eneste kvindelige ligatræner Rasmus Nielsen vender tilbage til Herning