Det kunne betale sig at skøjte igennem for Esbjerg-angriberen, der pressede Odense-målmand Evan Cowley til at lave en kæmpe fejl

Det var uden tvivl en sur fejl fra Odense-målmand Evan Cowley, der kostede fynboerne muligheden for at tage to point med hjem fra kampen mod Esbjerg i aftes. Cowley var langt ude efter en puck, men da han skulle vende sig om og sende pucken i spil igen, sendte han den i stedet ned i eget bur. 

Niklas Andersen blev noteret for målet. Måske fordi han forinden havde været sidste Esbjerg-spiller på pucken, måske fordi Andersen, der forsøgte at presse på Odense-målmanden alligevel fik et touch på Cowleys stav.

- Jeg kommer i høj fart og ser, at han er lidt i tvivl om, hvad han skal gøre. Han vender sig om, jeg "poker" ham, han vender sig og slipper pucken og heldigvis for mig ryger den i mål. Jeg tror, jeg ramte hans stav, men ingen tvivl om, at det hjalp at presse igennem. Det kunne godt betale sig, sagde Niklas Andersen til Metalligaen.dk efter kampen.   

- Gennemgående en meget rodet kamp. Stor kredit til Odense for den fart, de kom med. Vores spil var ikke helt godt nok, men det var også fordi Odense hele tiden var over os, lød det fra Andersen, der ligesom sine trænere også betonede vigtigheden af disciplinen hos Esbjerg. 

- Det blev bedre i dag, men vi skal stoppe alle de udvisninger - også selv om vores boxplay har fungeret rigtig godt, sagde Andersen.

Næste opgave er lokalderbyet mod SønderjyskE fredag aften. 

 


Kampnoter: Rundt om Rungsted Seier Capital-SønderjyskE Simioni: Rungsted kom i CHL-tempo, vi leverede storslået comeback