Kampstart 19:00 i Sparekassen Danmark Isarena

Metal Ligaens nummer tre og fire mødes i aften i Sparekassen Danmark Isarena. 

Aalborg Pirates tager imod Odense Bulldogs, og da de to mandskaber senest traf sammen, var det den aften, hvor fynboerne endelig igen fik has på Aalborg efter lang tids venten og samme aften, Odense kvalificerede sig til Metal Final4. 

Stærke fynske minder fra Nordjylland altså før aftenens besøg i Aalborg, men også et revanchelystent nordjysk hold, der med Ian Edmondson tilbage - det vides ikke, om hans papirer er gået i orden - nu med sikkerhed går på jagt efter Herning Blue Fox på tabellens førsteplads. 

Aalborg Pirates har haft George Sørensen, Patrick Bjorkstrand og Anders Koch med i trupperne på landsholdene i den forgangne uge. Fynboerne har haft Nicolai Weichel, Kristian Jensen, Sebastian Ehlers og Mikkel Hansen med i Tyskland og Norge og dermed har der næsten været "break even" på, hvad de to trænere har haft til disposition i pausen. 

Bortset fra det seneste opgør har Odense i de seneste sæsoner altid haft problemer med Aalborgs tekniske stil og hurtige spil, og der skal en god kamp mere fra fynboerne mod Aalborg til, før de har brudt "Aalborg-forbandelsen".

Det forventer vi: Derfor bliver det afgørende for Odense at komme godt fra start denne aften i Aalborg, hvor hjemmeholdet stensikkert vil tage fat og angribe fra start for at sætte Bulldogs under pres. Kan Odense holde dertil, bliver det en tæt match.

Hold øje med: Trevor Gooch har leveret varen i form af scoringer, men man fornemmer der er "mere i ham". Kan han eksplodere nu? Hos Odense bliver det vigtigt at de store backprofiler Igor Merezhko og Arturs Salijas leverer varen. De var toneangivende, da Odense vandt 2-1 over Aalborg senest.

Historikken: Aalborg vandt sæsonens første match mellem de to mandskaber med 4-1 i Odense og havde inden den kamp ni sejre på stribe fra sidste sæson mod fynboerne. 

Skader/karantæner: Det ligner to hold, der meget vel kan stille i stærkeste opstilling i aften, lige bortset fra Odenses Gorm Topholt, der på den seneste Bulldogs TV-video stadig havde armen i gips. Også David Karlström er ude af line up'en efter at være sendt tilbage til Sverige. Kan Aalborg bringe Ian Edmondson ind, har nordjyderne fået nyt, godt blod inden i aften. Spørgsmålet er, om hans papirer er kommet i orden. 

Statistikken: Victor Rollin Carlsson er stille og roligt igen blevet en Metal Liga-profil med 17 point i pointligaen. Det samme gælder for Otto Nieminen hos Odense, der står med 21 point og er giftigt med sin speed og gode målnæse. 

 

 


Frederikshavn-træner: Nu begynder det at ligne noget VIDEO: Jonathan Brinkman efter Rødovre-SønderjyskE