Stærk start sikrede de forsvarende sølvvindere sejren

Konturerne tegnede sig allerede i det første møde mellem Odense og Rungsted for et par uger siden: De to mandskaber kommer til at gå hidsigt til hinanden i den kommende sæson, for møde nummer to mellem Bulldogs og Seier Capital blev også en ganske hidsig omgang i aftes i Bitcoin Arena.

Der var masser af nærkampe de to holds spillere imellem - også nogle af dem, som gik lige over stregen - og til sidst måtte Henry Hardarson eskorteres ud af banen, da han ville i en sidste duel med modstanderne efter kampen var overstået. 

Rungsted fik revanche for nederlaget i den famøse kamp med "spøgelsesmålet" og vandt 4-1 efter scoring i tomt bur til sidst, mens Odense måtte notere sig for det andet udebanenederlag på stribe. 

Stik imod "normalen" i Odenses seneste kampe, var det fynboerne, der blev overrumplet af et par hurtige mål.

Gustav Green var på færde ved en retur efter små fem minutter, og der gik ikke længe, før 2-0-målet blev sat ind. 

Det var tilbagevendte Sebastian Bergholt, der skød på mål fra blå linje, og Rungsted-kaptajn Marcus Olsson var på plads inde foran mål og satte dermed streg under en god Rungsted-start.

Odense fik dog reduceret inden pausen på lidt af et "kludemål", da Igor Merezhko skød fra højre side og på forunderlig vis blev pucken dirigeret ind via Gustav Green og Radim Piroutek. 

Hjemmeholdet havde også fået William Back og Matt Pompei tilbage i startopstillingen, og havde på den måde mere at skyde med over hele linjen. 

Gæsterne skød pucken ud over banden et par gange i anden periode, og det blev straffet hårdt i det 23. minut, hvor Martin Larsen sad ude. Rungsteds altid dygtige powerplay slog til: Marcus Olsson fandt Tim Daly med en tværpasning og Daly kvitterede med en meget flot og velovervejet afslutning op i nettaget. 

Odense sled og slæbte for at komme tilbage i en kamp, der var jævnbyrdig til sidste sekund. 

Yannick Vedel fik det sidste ord med en scoring i tomt bur, der definitivt lukkede kampen inden fynboerne nåede at blive helt farlige i det afsluttende pres. 

 


Fornemt svensk besøg i Aalborg i aften B.T.s Gyldne Fløjte gik til en overrasket Kenneth Nielsen