Vestjyderne tog den anden shutout på stribe

Effektiviteten var forskellen på dagens opgør i Spar Nord Arena, hvor hjemmeholdet Odense Bulldogs måtte se sig slået 3-0 af Esbjerg Energy. En stor kamp fra Mathias Seldrup, som for anden gang holdt buret rent, var med til at sikre vestjyderne tre vigtige point.

Hjemmeholdet har haft for vane at begynde i et højt tempo i deres hjemmekampe, hvor de blandt andet senest imod Frederikshavn White Hawks fik en drømmestart med mål efter under et minuts spil. I dag var de tæt på at gentage dette, da Gunars Skvorcovs efter blot 30 sekunder havde periodens største chance.

En løs puck endte hos den lettiske forward, og med masser af tid hamrede han pucken forbi Mathias Seldrup, men desværre for Odense ramte skuddet trekantssammenføjningen.

De fleste håbede nok, at det skulle blive startskuddet på et mindre chanceorgie, men sådan blev det ikke. I stedet blev det en mere intens og fysisk periode, hvor begge hold skulle kæmpe for chancerne og momentum i kampen.

Som kampen skred frem, kom de vestjyske gæster bedre med, og lidt over halvvejs inden i perioden var det utroligt tæt på at Andreas Grundtvig og Oliver Kjær udnyttede et sandt kaos foran Stefanos Lekkas mål, men trods flere forsøg fik Lekkas afværget den store chance.

Mod afslutningen begyndte chancerne til begge hold at komme frem, da først Grayson Downing kom alene igennem med Lekkas, efter en skarp dribling på blå linje, men igen var Odenses amerikanske målmand på plads.

I den anden ende var Markus Jensen lige ved at få scoret med under et minut igen i perioden, da han sendte et maskeret skud afsted fra slottet, men Seldrup fik stok handsken på afslutningen. Dermed kunne de to hold gå til pause efter første periode med stillingen 0-0.

Larsens første mål
Anden periode blev langt mere tempofyldt og havde flere store chancer til begge hold. Igen med Odense som lagde bedst ud, og kom til to fine tilbud indenfor det første minut til både Gunars Skvorcovs og Jesper Thornberg, som i der første skift var tæt på at sende Odense Bulldogs i front.

Esbjergs chancer kom hovedsageligt på deres høje pres på Odenses backer, hvor de ofte formåede at tvinge Odenses spillere til at lave store fejl i egen zone, hvilket gav nogle kæmpe chancer. Først til Henrik Mærsk Clausen, og senere Tuomas Vartiainen, men Stefanos Lekkas leverede nogle smukke redninger i perioden.

Fejlene gav samtidige en del udvisninger til Odense, hvilket til sidst endte med at koste utroligt dyrt. Med lidt over syv minutter fik Esbjerg endelig etableret sig i Odenses zone i længere tid, hvor det til sidst var Phillip Larsen, som fik muligheden for at sende et missil afsted.

Foran Stefanos Lekkas var der en del spillere som blokerede udsynet og han så aldrig rigtig pucken før den lå i netmaskerne bag ham.

Målet gav en smule momentum til Esbjerg som i de efterfølgende minutter havde flere chancer foran Odense mål, hvor der i flere omgange var en masse panik og løse pucke omkring Lekkas i målet, men fynboerne fik holdt stand indtil pausen mellem anden og tredje periode.

Vartiainen på spil
I tredje periode var det Esbjergs tur til at komme til chancer indenfor kampens første skift, hvor de fik lagt et stort pres på Odense. Først var det Grayson Downing som blev afvist af en verdensklassseredning af Stefanos Lekkas som smed sig på tværs for at holde pucken ude af målet.

Esbjerg holdt dog fast og sekunder efter den store redning fik Tuomas Vartiainen scoret. Et par fikse dribinger gav ham plads til at sende pucken ind ved den fjernest stolpe. Et flot, flot mål af Esbjergs finske spiller.

Den tidlige fordobling af vestjydernes føring endte med at være utroligt afgørende for resten af kampen, da Odense aldrig rigtig formåede at komme sig over det. Tættest kom Mathias Mølgaard i to situationer, men i dag ville pucken bare ikke ind for fynboerne, og i stedet var det Esbjerg som kontrollerede kampens forløb i tredje periode.

Med seks markspillere på isen satsede Odense det hele til sidst, men de fik aldrig rigtig sat deres angreb op og i stedet var det som lukkede kampene med en scoring fra Oliver Kjær i tomt mål. En fortjent sejr til gæsterne ud fra tredje periode, hvor de var det bedste hold på isen. Med sejren holder de fast i håbet om Final 4, mens Odenses forhåbninger led et stort slag i dag.


6-5 til Rungsted: Målfest i Bitcoin Arena Aalborg tog den ventede sejr over Rødovre