Her er den bedste nye import på hvert Metal Liga-mandskab, vurderet af redaktør Michael Søvsø

Metal Ligaen begynder at "sætte sig", og nu kan vi her frem mod Metal Final4-cuttet lige så stille begynde at arbejde med trends og tendenser i den her sæson. I dag har undertegnede luret på de nye importspillere i de ni klubber og kåret den bedste nye mand i hver klub, hvor der traditionen tro er blevet skiftet godt ud. 

Hvem har så gjort sig positivt bemærket?  Vi begynder hos de danske mestre fra Rungsted.

Shane Hanna (Rungsted): Rungsteds imports har gennemgående haft svært ved at leve op til det "slæng", der dominerede ligaen i fjor. Det har også været en tung arv at løfte. Shane Hanna synes dog at have fundet en vej ind i den europæiske spillestil, og fremstår som en mand med stort potentiale. Han er delt topscorer for Rungsted med 7 point og er den spiller med næstmest istid hos de forsvarende mestre.

Mike Little (SønderjyskE): Kom til SønderjyskE med masser af europæisk erfaring og direkte fra DEL2, der sagtens kan minde lidt om Metal Ligaen. Little har været den mest konstante spiller af de nye folk hos SønderjyskE og spiller over 24 minutter pr. kamp for Mario Simionis mandskab. 10 assister og stærk både offensivt og defensivt i Vojens. 

Albin Lindgren (Frederikshavn): Han er måske ikke den spiller, publikum lægger mest mærke til, men det gør træner Jari Pasanen. Albin Lindgren er den spiller hos Frederikshavn, der har noteret sig for mest istid og er endda langt foran toeren i den statistik. Hans plus/minus-rating er Frederikshavns næstbedste og syv assister er ligeledes mere end godkendt. Måske Frederikshavn "hemmelige våben" hidtil. 

Pierre-Olivier Morin (Aalborg): Ok, han er ikke ny import, men har trods alt holdt et års pause fra den absolutte top. Morin spillede i sidste sæson i den kvart/halvprofessionelle LNAH i Canada, men han er lynende hurtigt kommet tilbage til et stort niveau i Aalborg. Ikke mindst hans speed er optimalt brændstof for kædemakkerne Scheel (når han ikke er skadet) og Spelling.

Travis Brown (Esbjerg): De esbjergensiske forwards har skiftedes til at "shine" nu og da og har haft visse udsving både i positiv og negativ karakter. De to nye backs Brown og Walsh har heller ikke været totalt overbevisende, men man noterer sig dog via Instats, Metal Ligaens statistikpartner, at Brown står med langt mest istid på Esbjerg-holdet og en delt førsteplads i plus/minus-noteringen. 

Dimitry Kostromitin (Herning): Uha, det er svært at finde snapse hos Herning på importspillernes statistikker. Kostromitin stikker ud med en vis stabilitet. De andre nye udlænding er langt nede i plus/minus, mens den store russer kun står på -1. Han har spillet færre minutter end kollegaen Flanagan, men har altså leveret mere solidt i defensiven. Derfor ser vi igennem fingre med, at Kostromitin ikke ser så voldsomt hurtig ud på skøjter. Han er ikke købt ind som hurtig teknikertype.

Matt O'Connor (Rødovre): Målmandsposten som førstemand hos Rødovre har været et problem i de seneste sæsoner, hvor Stefan Ridderwall har været meget svingende på alle parametre. Svenskeren er nu afløst af Matt O'Connor, der har ageret så overbevisende, at Rødovre reelt nu kan gøre sig forhåbninger om at komme videre fra kvartfinalen. Det skal der en målmand på højeste niveau til, og en sådan er O'Connor, hvis han kan holde niveau. 

Johan Skinnars (Herlev): Vi kunne lige så godt have valgt Victor Rollin Carlsson som er tredjemand i førstekæden med Skinnars og Thompson, men Johan Skinnars har trods alt været matchafgørende i et par kampe og har været lige nøjagtig, hvad Herlev havde ventet. Han kommer med kæmpe rutine fra det øverste og næstøverste lag i Sverige og er sammen med Brett Thompson den angriber med flest minutter hos Eagles. 

Evan Cowley (Odense): Der er ikke noget at sige til, at Evan Cowley i den grad er blevet publikumsfavorit det fynske. Sikke nogle kampe, han har leveret - ikke mindst på hjemmebanen i VinMedKant Arena, hvor han har disket med små mirakler og en vundet straffeslagskonkurrence mod Herning som kulminationen. Cowley holder Odense inde i mange kampe, men spørgsmålet er, om det er nok for fynboerne i arbejdet for at komme væk fra niendepladsen. 

 

 


OPTAKT: Odense Bulldogs-Aalborg Pirates Kristian Jensen tiltales for vold