Et kæmpestort skridt for Metal Ligaen, siger ligachef Kim Pedersen

Der er fuld gang i installationen af et nyt kamerasystem, der skal gøre hverdagen nemmere for alle aktører, men ikke mindst dommerne i Metal Ligaen.

Det nye system bliver installeret af det svenske firma Spiideo og er køreklart i Vojens, mens det er tæt på i Rødovre, Rungsted og Herning. 

I første omgang blev det brugt i Frøs Arena i weekendens Continental Cup, og i aften får det altså Metal Liga-premiere samme sted.

Det er planen, at samtlige otte hold i slutspillet har systemet klar, når det går løs med kvartfinalerne.

Det betyder altså, at målkameraerne også kommer op i hver eneste arena, og at videokendelser i forbindelse med scoringer ikke kun begrænser sig til tv-kampene.

- Det er kæmpestort skridt for Metal Ligaen, som vi endelig får taget efter mange sæsoners tilløb. Vi glæder os til at tage det i brug i slutspillet og fra den kommende sæson til alle Metal Liga-kampe.

- I princippet vil det minimere diskussioner omkring mål og alle målsituationer kan nu tjekkes efter på video. så vi kan få så korrekte kendelser som muligt i forbindelse med scoringerne, siger ligachef Kim Pedersen.

Fra næste sæson kommer Metal Ligaen til i hver spillerunde at have et såkaldt ”situation-room", det vil sige, at dommerfaglige personer i hver spillerunde sidder klar til at følge kampene og sammen med dommerne vurdere eventuelle tvivlssituationer.

Indtil da vil dommerne selv have mulighed for at tjekke relevante situationer på tablets i speakerboksen

- De nye kameraer er skarpe og præcise, hvilket vi så allerede i Vojens, siger Kim Pedersen.

- Og det er ikke blot målkameraer, som det nye system kan benyttes til. Det kan blive et værktøj til livetracking af statistikker, livestream fra kampe i alle rækker, hvortil der ikke er solgt rettigheder og et værktøj, der kan bruges til træning. Det er uhyre brugervenligt, og giver også klubberne en ny dimension i det daglige arbejde, siger Kim Pedersen.

Her kan du se (uden lyd) et eksempel på det nye videosystem. Det er Mike Littles scoring i overtid lørdag aften mod Grodno, der var temmelig svær at se, hvis ikke man havde det rette udsyn. Det fik dommerne efter gennemsyn via det nye kamerasystem, som set herunder: 

 


Odense vandt igen: Fynboerne fulde af selvtillid Esbjerg glæder sig: Downing og Walsh snart klar