Kampstart 14:00 i Sparekassen Danmark Isarena

To overtidssejre til grundspilsvinderne fra Aalborg må have gjort ondt på outsiderne fra Fyn, der i dag skal forsøge at komme tilbage som Rungsted gjorde det i går i Esbjerg. 

Fynboerne er nede 0-2 og under pres, og det var Odense også i store dele af kampen fredag, hvor Bulldogs-folkene havde svært ved at holde det agile Aalborg-mandskab, når først Pirates-rullet for alvor satte i gang.

- Vi kan godt mærke, at det er et andet hold end Herlev, vi møder, men jeg vil overhovedet ikke sige, at vi er trætte endnu. Vi har haft en god lang kamppause, hvilket man også kan se på vores spil i semifinalen indtil videre. Vi skal lige finde tilbage i rytmen, for jeg tror kun, vores spil bliver bedre fremadrettet, lyder det fra Thomas Spelling, der blev matchvinder i Odense fredag, på Aalborgs hjemmeside.

Spellings mål var noget af en "sniger", et halvkikset skud, som lige nøjagtig sneg sig ind over Perhonens skinne. Måske en tilbagebetaling på de marginaler, Spelling har manglet i løbet af sæsonen, når han har forsøgt sig.

- Jeg synes egentlig, vi spiller okay i Odense fredag, men vi mangler at sætte vores chancer ind. Det er sjældent vi kun scorer 1-2 mål i en kamp, så vi skal være skarpere på vores chancer og på de retur, der kommer, for dem er der masser af, konstaterer Thomas Spelling til Aalborgpirates.dk.

Odense Bulldogs-træner Paul Thompson overvejer formentlig et træk eller to i forhold til sine kæder og det er næppe umuligt, at Sebastian Ehlers for eksempel er tilbage sammen med Cip og Piipponen i førstekæden.

Og så bliver det vigtigt for fynboerne, at powerplayspillet bliver meget bedre end fredag aften, hvor det stort set ikke lykkedes for Odense at skabe en chance i overtallet. De muligheder skal udnyttes bedre i eftermiddag, hvis Odense skal have en chance for at skabe overraskelsen og slå tilbage i serien.

Statistikken: Flere afslutninger har Odense også brug for. Fynboerne fik kun 13 skud ind på Sørensen fredag aften, og det er for lidt. 

Det forventer vi: At Aalborg kommer helt op i tempo og forsøger at få pucken til at arbejde og på den måde presse Odense i bund. Fynboerne skal overleve den første halve time, hvilket vil give fornøden selvtillid og tro på en sejr.

Hold øje med: Johan Skinnars har set skarp ud hele slutspillet og scorede altså også fredag aften. Hos Odense er Gunars Skvorcovs måske ikke den mest iøjnefaldende mand foran mål, men han arbejder virkelig hårdt. 

Skader/karantæner: Aalborg manglede kun Charlie Curti fredag aften, hvor Odense havde Mikkel Hansen tilbage, mens Rasmus Simonsen sad ude. 


VIDEO: Højdepunkter fra Esbjerg-Rungsted David Madsen afgjorde for Rungsted i overtiden