To hurtige mål i anden periode blev afgørende for hjemmeholdet i den tredje kvartfinale

SønderjyskE-Odense Bulldogs 3-1 (0-0, 2-0, 1-1) Tredje akt af kvartfinaleserien mellem SønderjyskE og Odense Bulldogs var på menuen i aften i Frøs Arena. Godt 2200 tilskuere havde trodset det noget usædvanlige spilletidspunkt og kunne se to hårdt kæmpende hold, der gav hinanden kamp til stregen.

Hjemmeholdet havde Oliver Gatz tilbage, men manglede forsat en stribe spillere og amerikanske Alex Rauter måtte atter engang agere back.

Gæsterne kørte også i aften hårdt på deres fire primære backs, som for tredje kamp i træk fik et hav af istid. SønderjyskE var tæt på en chokstart, da Steffen Frank sendte pucken ind efter bare 12 sekunder, men Perhonens mål var akkurat ud af position og derfor scoringen underkendt. Men ellers var det gæsterne, der virkede mest opsatte i kampens spæde start.

Radek Cip med en stor chance efter bare få minutters isdans, og Patrick Galbraith måtte diske op med en mindst lige så stor redning. Hjemmeholdet virkede en anelse nervøse, men kom dog til en seriøs chance, da Mike Szmatula blev sat op af Matt Salhany.

Perhonen med sikker indgriben. Der var chancer i begge ender, uden det gav resultat på måltavlen, heller ikke da Yannick Vedel fik en gedigen mulighed efter godt forarbejde af Brendan Harms.

Større var chancen i modsatte ende, da Henry Hardarson tæt under mål i den grad testede Galbraith og på returen smed Virtanen pucken på opstanderen. Der brændte det for alvor på i værternes zone.

Nemmere blev det ikke for hjemmeholdet, da Brendan Harms blev sendt i skammekrogen for roughing og Bulldogs kunne stille op i fem mod fire. Efter bare få sekunders overtalsspil, havde Cip nærmest tomt mål, men baghåndsafslutningen røg forbi mål. SønderjyskE red stormen af og kort før pausen, fik værterne så selv muligheden i powerplay.

Steffen Frank sendte fra bag mål en perfekt pasning på bladet af Mads Eller, der stod placeret foran Perhonens mål. Hurtigt aftræk fra Eller, men Perhonen med endnu en sublim refleksredning. 0-0 efter tyve minutter.

Udeholdet startede anden periode med et fint attentat på at åbne målscoringen, da Nicolai Weichel blev sat op til skud og Galbraith måtte hive en stor redning ud af ærmet.

Sønderjyderne svarede tilbage, da Brendan Harms var på spil, men helt farligt blev forsøget ikke. Gæsterne var i et par omgange bedst til at få lagt tryk i zonen, der gjorde, at de kom til større chancer end hjemmeholdet.

Galbraith agerede sprællemand mellem stængerne, da både Pipponen og Cip ladede kanonen, men blev holdt fra fadet. Midtvejs i perioden fandt værterne mere rytme i spillet og fik på den måde skabt mere spil og flere chancer i Bulldogs’ zone.

Steffen Frank forsøgte sig inde omkring slottet og på Perhonens retur slog Mike Szmatula til. SønderjyskE i front og det fik mere gang i publikum og skabte mere ro hos hjemmeholdets spillere. Under et minut senere, kunne værterne stille op i fem mod fire.

Første del af powerplayet så ganske fornuftigt ud, men man skulle helt hen til fem sekunder før udvisningens udløb, før det gav bonus. Mike Little sneg sig ind foran mål, hvor han sendte skiven ind højt i målet og sendte sønderjyderne op med to kasser. Flere scoringer kom der ikke i anden periode, men gæsterne skulle nu ud og jagte et comeback i tredje periode.

Det blev ikke overraskende en taktisk affære de sidste tyve minutter. Der blev dog også plads til en hurtig sving-om, da Mads Eller og Henry Hardarson delte håndmadder ud.

Fynboernes Mark Auk var en af sit holds absolut bedste i aften, ikke bare defensivt men også offensivt med flere gode aktioner. Også da Daniel Kønig måtte to minutter i straffeboksen tog Auk kommandoen og var tæt på at skabe reduceringen. Tiden tikkede på klokken og knapt midtvejs i perioden fik sønderjyderne etableret sig i gæsternes zone.

Alex Rauter trykkede af og foran mål styrede Harms pucken, men finske Perhonen var på stikkerne og fik afværget det ellers nærgående forsøg.

Sebastian Ehlers måtte kort efter i skammekrogen for en høj stok på Martin Eskildsen. Men i stedet for en sønderjysk punktering af kampen, kom Lukas Bach Nielsen afsted i en kontra.

Ulovlige midler i brug og korrekt straffeslag til Bulldogs. Det tog Radek Cip sig af og Tjekken kunne dermed skabe fornyet spænding, hvis han kunne overliste Patrick Galbraith.

Cip overlistede imidlertid nærmere sig selv, da han helkiksede sit forsøg og derfor fortsat 2-0 med en halv periode igen.

Matt Salhany var tæt på efter en soloaktion, og gassen virkede til at være gået en smule af udeholdets ballon. Og det luft der var tilbage, lukkede Alex Rauter ud, da den gæsteoptrædende back smed skiven på kassen, hvor Perhonen for en gangs skyld ikke så heldig ud, da pucken sneg sig ind over stregen.

Fynboerne trak tidligt selvsamme Perhonen ud og satsede i seks mod fem, og det gav afkast små tre minutter før tid, da Radek Cip tog revanche for det brændte straffeslag og smækkede pucken ind bag Galbraith. En flig af spænding tilbage og gæsterne satsede hurtigt uden keeper endnu engang.

Denne gang brød hjemmeholdet opspillet, men både Matt Salhany og Steffen Frank forfejlede det tomme mål, da de begge sendte deres afslutninger på opstanderen.

Det fik dog ingen betydning for resultatet, for udeholdet løb tør for tid og sønderjyderne kunne notere sig en 2-1 føring i denne intense og ganske tætte kvartfinaleserie. Patrick Galbraith og Rasmus Lyø toppede et hjemmehold, der stadig håber snart at have flere folk tilbage i truppen. Hos gæsterne var Perhonen trods en enkelt smutter igen en stærk sidste skanse, kun overgået af Mark Auk. Næste slag fredag aften på Fyn.


OPTAKT: Aalborg Pirates-Herlev Eagles PLAYOFF: Tre søndagskampe er lagt fast