Nordjyderne har vundet alle opgør mod fynboerne i denne sæson

De skal ikke lægge for meget ind i statistikkerne hos Odense Bulldogs, når der analyseres på de kommende semifinaler mod Aalborg Pirates, der altså vandt grundserien.

Fynboerne har nemlig været i gevaldige problemer mod Aalborg - ikke blot i denne sæson - men meget langt tilbage. 

Tager vi først indeværende sæsons grundspil, så er Aalborg i den grad Odense overlegne. 

Sæsonpremieren i Sparekassen Danmark Isarena vandt Pirates med 5-2 og derefter er det sådan set bare gået slag i slag. 

Aalborg har taget 15 point af 15 mulige og har vundet hjemme med 5-1 og i Odense med 8-5, 6-3 og 4-2.

Der er ikke den mindste tvivl om, at Odense-træner Paul Thompson forsøger at kigge både sin defensiv og Aalborgs offensiv igennem, for Pirates har gennem sæsonen haft meget nemt ved at score på Perhonen og Adamsen. 28 mål i fem kampe er meget at lukke ind. 

Selv har Odense scoret 13 gange. 

Så Bulldogs går ind i sæsonen som underdogs, endnu mere end i semifinalen mod SønderjyskE. Også hvis man ser på det lidt længere perspektiv. I sidste sæsons seks kampe var pointforholdet 17-1 i Aalborg-favør, og det betyder også, at Aalborg har vundet de 10 seneste kampe mod Bulldogs uden pointtab. 

Tager man forlænget spilletid med, har Aalborg vundet de seneste 12 kampe mod Odense. Seneste Bulldogs-sejr kom hjemme i januar 2020, hvor Odense formåede at vende 0-3 til en sejr på 6-5. 

Den seneste Odense-sejr i ordinær spilletid mod Aalborg er hele "27 kampe siden". Vi skal tilbage til september 2017, hvor Dale Mitchell scorede for Bulldogs til 1-0. Derefter stod Søren Nielsen og Jacob Wittendorf med to mål hver for de øvrige andele i 5-1-sejren. 

Det er en del år siden efterhånden. 


Er der lagt op til målfest mellem Rungsted og Esbjerg? VIDEO: Højdepunkter fra SønderjyskE-Odense