Den 24-årige angriber er tilbage i barndomsklubben - og det glæder han sig til

Fire år ude - i Herlev, Gentofte og Dundee - var nok for Lukas Lundvald Nielsen, der nu vender tilbage til Odense Bulldogs på en tremåneders kontrakt. 

- Jeg var ikke i tvivl, da min sæson tog en uventet drejning, opsøgte jeg muligheden for at spille hos Bulldogs. Jeg har altid haft en drøm om at komme tilbage, og være tættere på min familie og venner. Jeg glæder mig helt vildt til at spille foran Bulldogs-supporterne, som altid giver god opbakning på lægterne. Det er altid særligt at spille for sin moderklub.

- Specielt fordi jeg nu har været ude at se andre hockeykulturer, håber jeg at kunne bidrage til den fortsatte udvikling i det spændende projekt. For mig er det vigtigt, at vi spiller hundrede procent hver aften, og at vi tror på sejren hver gang! I Bulldogs truppen er rigtigt mange dygtige ishockeyspillere, som gør alt for at tage næste skridt. Og jeg vil mit ved at bidrage med de
ting jeg er god til, siger han i en pressemeddelelse fra klubben. 

Budgetterne var fyldt op hos sportschef Henrik Benjaminsen, da muligheden for at hente Lukas Lundvald hjem til klubben opstod. Derfor er der foreløbig kun tale om en kort kontrakt, der kan forlænges. 

- Det var for mig som cheftræner en let beslutning at tage Lukas Lundvald ind på vores hold, da muligheden opstod. Lukas er jo en Odensedreng, som tydeligt gav udtryk for, at han gerne ville hjem til Odense og spille for Bulldogs. Vi ved, at Lukas har kvalitet til at præstere og score points på Metal Liga-niveau. Med sin lidt irrationelle spillestil og gode skøjteløb, så får han fine muligheder for at hjælpe vores hold. Lukas er en spiller, som bryde mønstre i en kamp. Trods hans blot 24 år, så har han erfaring både fra Metalliga og senest international erfaring fra EIHL (den britiske liga), siger træner Pelle Svensson. 


LIVESTREAM KLOKKEN 18: SønderjyskE og Rødovre tjekker hinanden ud i aften Metal Ligaens Fan-panel: Rødovre-fan med finske rødder og store forventninger