Herning smed for tredje kamp i træk de tre point da man spillede 2-2 hjemme mod Odense. I straffeslag sikrede fynboerne sig også bonuspointet da man scorede alle tre gange.

Herning Blue Fox - Odense Bulldogs: 2-3 (1-0, 1-0, 0-2) 0-1

Fredag aften og veteran-match i Herning. Gæsterne var Odense Bulldogs, der altså lagde vejen forbi et Herning-hold der måtte være opsatte på at revanchere sig selv. I sæsonens første to kampe er det således lykkedes at sætte føringer over styr og man har tilmed taget en kostelig udvisning i slutfasen.

Odense kom til Herning med to friske sejre i bagagen og var således mere end klar til at tage kampen op med Blue Fox.

Brett Thompson fik kampens første chance da Santeri Suistio lagde en hård pasning mod mål, men desværre for canadieren styrede han pucken forbi målet. 

Mathias From viste kort efter igen sine individuelle kvaliteter og rundede på egen hånd Odense zonen inden pasningen deværre for ham hoppede over staven på backen. 

En lidt tilfældig puck resulterede i Odenses første bud efter en scoring, men Mac Carruth fik styr på den dansende puck i tide. Godt midtvejs i perioden faldt kampens første udvisning og hjemmeholdet kunne stille op i powerplay. 

Det udløste faktisk kampens bedste mulighed til Odense, men alene med Carruth kunne Mathias Mølgaard akkurat ikke liste pucken forbi amerikaneren. Mølgaard havde ryggen til målet og derfor var situationen heller ikke nem for den store forward.

Da Odense for en af de første gange for alvor bed sig fast i Hernings zone faldt scoringen i den anden ende. En vildfaren puck blev jagtet af Mathias From der alene igennem fandt hullet mellem benene på Mitch Gillam.

Kynisme til forskel

Første periode sluttede med en udvisning til Mathias Bau, og Odense var således i powerplay fra start af anden periode. Blue Fox overlevede, og Carruth reddede også på den efterfølgende store chance tæt under mål. Kimi Koivisto var manden med afslutningen.

Blue Fox kunne i stedet øge til 2-0 i deres næste powerplay. Den flade afslutning fra Bau gav en saftig retur som Martin Eskildsen ikke var sen til at springe over. 

Korft efter fulgte endnu et powerplay til værterne, men denne gang fik Gillam og Co. lukket fint ned for midtjyderne.

Det ganske jævnbyrdige spil fortsatte i minutterne efter og begge hold havde faktisk fint styr på hinanden. Herning altså lige en tand skarpere på chancerne, men på ingen måde i den dominerende rolle.

Der blev også spillet fire mod fire inden Odense fik et kort powerplay. Oskars Cibulskis viste rutinen da han lige akkurat afværgede pasningen inde foran mål og Herning holdt derfor stadig buret rent.

Herning fik endnu en chance for at teste spillet i overtal inden perioden løb ud, men bortset fra en afslutning fra Jesper Thörnberg fik vicemestrene det heller ikke til at spille denne gang. 

Fynsk comeback

Odense skulle foreløbigt bruge to scoringer for at få noget med hjem fra Herning, men i ishockey er det bestemt heller ikke nogen umulig opgave.

Således var gæsterne heller ikke mere end millimeter fra da en afrettet puck prellede af på overliggeren, og man fik virkelig lagt tryk på Herning fra periodens start.

I den anden ende viste Brett Thompson klasse, da han brugte målet som bande inden han serverede pucken for en helt blank Magnus Carlsen. Afslutningen var dog ikke lige så skarp som fuldtræfferne i træningskampene.

Jacob Heljemo fik en stor chance for at skabe den forløsende fynske scoring, og Blue Fox-træner Pelle Hånberg fornemmede faren og kaldte sin time-out. Med tanke på de to foregående kampe var den beslutning ikke helt ulogisk.

Suistio fik muligheden for at lukke og slukke lyset for gæsterne, men Gillam hev kampens med afstand bedste redning op af ærmet. Tidspunktet kunne ikke være bedre for sekunder senere fik man endelig hul på Carruth da Nicolai Weichel slog pucken i mål.

Udligningen faldt endda kort efter da Herning altså kopierede sig selv og smed føringen. Mac Carruth rodede rundt på isen og derfor var det intet problem for Gunars Skvorcovs at sende pucken i det åbne mål. 2-2 med mindre end fem minutter tilbage.

Brett Thompson var nok engang tæt på for Herning da Gillam var på glat is, men afslutningen peb forbi fjerneste stolpe. Også Mathias From skabte ny kaos i fynboernes defensiv og Herning var sålede ikke langt fra alligevel at sikre de tre point.

Overtime var dog en kendsgerning og Cibulskis var tæt på at afgøre for Herning. Tommy Muck ligeså for gæsterne inden kampen fandt sin afgørelse i straffeslag. Her scorede Odense på tre af tre forsøg, og snuppede dermed det ekstra bonuspoint efter et flot comeback. 

 

 

 


Jacome blev matchvinder: Rungsted slog SønderjyskE i overtid Esbjerg vandt i underholdende affære over Herlev