Kampstart: 19:00 i Rødovre Centrum Arena

Alt godt kommer til den, der venter og sådan har alle hockeyfans i Danmark det formentlig før aftenens premiere i Metal Ligaen. Det hele åbner klokken 19 i Rødovre, hvor hjemmeholdet tager imod Odense Bulldogs. Det bliver en kamp, hvor hjemmeholdet skøjter ind som favorit, men mod et Odense-mandskab, der på ingen har lagt sig ned i forsæsonen.

Odense ser på papiret stærkere ud end i fjor, og det skal blive spændende at se, hvordan fynboernes mange nye unge navne - Mikkel Jensen, Oliver True, Oliver Anker eksempelvis, klarer sig med forøget ansvar på paletten.

- Holdet og hele organisationen omkring holdet alle arbejder ud fra den devise, at Odense Bulldogs er et play-off hold/slutspilshold. Det er den tro og målsætning, som vi dagligt arbejder efter. Vi har styrket os sportsligt, og spillerne arbejder både hårdt og godt sammen, så hele truppen er klar til at udspille det potentiale, som den samlet er i besiddelse af, siger Odense-træner Pelle Svensson. 

Og hvordan kommer Rødovre ind efter "generationsskiftet", der har sendt Astrup, Andreasen, Karvinen og Flügge videre ud i tilværelsen. Og kan Virtala-brødrene løfte et helt kollektiv, som de gjorde i Gentofte.

- Vi arbejder med flere systemer og tager spillerne dem til sig, så bliver vi stærke. Men vi er tvunget til at være mere kloge end de andre, for der er flere hold, som er stærkere end os. Det gælder både bredden i truppen og deres topspillere, siger Rødovre-træner Riku-Petteri Lehtonen, ny mand i Metal Ligaen.

Historikken: De to hold mødtes i Rødovre Centrum Arena med to måneders mellemrum i sidste sæson. Rødovre vandt en kuriøs hjemmesejr på hele 13-4 foran rullende tv-kameraer, mens Odense et par måneder senere tog en 3-2-sejr, da Søren Nielsen scorede det afgørende straffeslag. De seneste to sæsoner har det i indbyrdes opgør været helt lige mellem Rødovre og Odense på Vestegnen. 

Statistikken: Ingen Rødovre-dansker nåede over 30 point i sidste sæsons grundspil. Kunne Matthias Asperup være opsat på at nå mindst den grænse, hvis han vel at mærke holder sig skadesfri. Lukas Lundvald lavede flotte 43 point i 56 kampe for Dundee Stars i Storbritannien i sidste sæson. Hvordan klarer han sig tilbage på dansk is og under Pelle Svensson?

Duellen: Begge mandskaber kommer med nye målmænd, og det bliver meget, meget spændende at se, hvordan de to mænd i burene gebærder sig. Pudsigt nok er det en duel mellem to mænd på et godt stykke over 190 centimeter. Matt O'Connor hos Rødovre og Evan Cowley i Odense. 

Det forventer vi: Stormvejr i Rødovre mod Odense-målet i de første 10-15 minutter. Kan Odense holde med der, og får Cowley en god start, så bliver kampen holdt tæt i 60 minutter. 

Skader/karantæner: Jakob Wittendorf er ude for Odense nogle uger endnu, mens Kasper Jensen sidder med en skade hos Rødovre. 


Redaktørens bud: Tættere liga end i sidste sæson Optakt: SønderjyskE-Herning Blue Fox