Odense vil i slutspillet i den kommende sæson, men presses som alle andre af den nuværende situation

Det vakte stor jubel rundt omkring på Fyn, da Dale Mitchell i sidste uge blev præsenteret som ny og "gammel" fynsk angriber for den kommende sæson. Det var omgivelserne, mulighederne og familien Mitchells trang til at vende tilbage til Fyn, der drev canadieren til Bulldogs.

Det siger Mitchell i sin afskedshilsen til sin nuværende klub, Dresdner Eislöwen, hvor han også havde ganske stor succes. Her fortæller han, at skiftet var et tilvalg til Odense og ikke et Dresden-fravalg. 

- Det var et spændende år i Dresden og som alle andre ville jeg gerne have spillet sæsonen færdig. Vi kunne have nået langt i slutspillet. Ikke desto trods var det den rette beslutning at afslutte sæsonen. Beslutningen om ikke at fortsætte her i Dresden var ikke en beslutning mod Dresden, men for Odense. 

- Min søn er født der, og min hustru kan arbejde i Danmark. Jeg takker hele Eislöwen-familien og ønsker alt godt til Dresden for den kommende sæson. 

I Odense er man sulten efter at skabe fredagsfester i den kommende sæson, og her skal Mitchell være en del af hypen, der også tæller en del af de danske nøglespillere, der i alvorlig grad steppede op i sidste halvdel af den netop overståede sæson. Martin Larsen, Michael Eskesen, Sebastian Ehlers og Lukas Lundvald er på plads, og forvent at flere følger, når hjulene kommer i gang igen.

Det virker som om, at Bulldogs fik skabt en vis hype omkring hockeyen i 2020-kalenderåret. Lad os håbe, den fortsætter i den kommende sæson, så "Odense-franchiset" kan få liv igen og ikke kun kunstigt åndedræt. 

Pt har følgende spillere kontrakt: Michael Eskesen, Martin Larsen, Mathias Max Rasmussen, Lukas Lundvald Nielsen, Oliver True, Rasmus Simonsen, Sebastian Ehlers. 


Herning: Træner Cooper og Daniel K. Nielsen bliver og vil gøre arbejdet færdigt Rungsted sælger støttebilletter i en svær tid