Kontrakten er underskrevet og et fremragende, trygt og vedkommende samarbejde fortsætter: Dansk Metal og Danmarks Ishockey Union har forlænget samarbejdet frem til 2026 og dermed bliver Danmarks bedste ishockeyrække i fremtiden ved med at hedde Metal Ligaen.

Samtidig fortsætter Dansk Metal som sponsor for de danske seniorlandshold og opgraderer sit engagement i dansk ishockey på adskillige parametre.

En fremragende olympisk turnering har med sikkerhed vundet dansk ishockey mange nye venner og fans. Responsen på de store præstationer i Beijing har været enorm, og i forbindelse med Metal Final4 i Aalborg præsenteres altså nu endnu en forrygende nyhed for dansk ishockey.

- Vi er superstolte og glade over, at Dansk Metal fortsætter med at honorere vores samarbejde med en ny og stærkere aftale, der nu rækker helt frem til 2026. Dansk Metal VIL ishockeyen og Danmarks Ishockey Union vil videre i det partnerskab, der nu fremstår som et af de mest vedvarende og stabile i dansk topsport, siger formand for Danmarks Ishockey Union, Henrik Bach Nielsen.

- Efter et yderst behageligt forhandlingsforløb var der dybest set ikke den mindste tvivl om, at vi skulle fortsætte. Der har altid været et godt klima parterne imellem, og Dansk Metal er vokset til at være en naturlig samarbejdspartner for dansk ishockey, tilføjer direktør i Danmarks Ishockey Union, Ulrik Larsen.

Også hos Dansk Metal vækker aftalen glæde og begejstring.

- Vores medlemmer får gratis adgang til store sportsoplevelser på isen – både lokalt på klubniveau og til Danmarks landskampe på hjemmebane. Dansk Metal har efterhånden stået bag ishockey i mange år, og derfor er det en stor glæde, at dansk ishockey nu har fået så meget power, at vi kan spille med blandt de bedste i verden, siger Claus Jensen, der er formand for Dansk Metal.

Medlemmer får nye fordele
I aftalen løfter Dansk Metal ikke blot Metal Ligaen og landsholdene, men ligeledes de Dansk Metal-medlemmer, som i stigende grad holder af at gå til ishockeykampene i Metal Ligaen.

Er man medlem af Dansk Metal, betyder det nu, at man vil have adgang til familiedage for medlemmer i forbindelse med landskampe. Man har også adgang til kampene i slutspillet i Metal Ligaen, samtidig med, at der vil være endnu større fokus på lokalafdelingerne og deres aktiviteter sammen med ishockeyen.

- Metal Ligaens ni klubber har gennem hele samarbejdsperioden haft stor glæde af besøgene fra Dansk Metal-medlemmerne og lige netop det aspekt, glæder vi os i den grad til at udvikle, siger Thomas Bjuring, der er kommerciel chef i Danmarks Ishockey Union.

Han bifalder i det hele taget over det konsistente, men samtidig yderst fleksible samarbejde, som Dansk Metal og Danmarks Ishockey Union praktiserer og har praktiseret, siden den første aftale blev underskrevet helt tilbage i 2013.

Klubberne er klar til udvikling
- Begrebet Metal Ligaen har bare en perfekt klang, når det gælder Danmarks bedste ishockeyliga. Vi står med et fremragende produkt, og vi leverer lige nu Danmarks næsthøjeste tilskuertal efter fodboldens Superliga, samtidig med, at vi sender samtlige kampe live på TV2 PLAY/TV2 SPORT. Klubberne har kæmpet fremragende og har knoklet for at komme over Covid19-pandemien og er fra dags dato klar til at udvikle produktet i samarbejde med Dansk Metal, siger Thomas Bjuring.   

- Vi har altid en fornemmelse af, at nye idéer er velkomne, når vi præsenterer dem. Se bare Metal Final4, som har udviklet sig til en af de største enkeltstående sportsweekender overhovedet i Danmark. Den udvikling er også Dansk Metals fortjeneste, siger han.

Øget støtte til VM på hjemmebane
De danske ishockeylandshold får også gavn af den fornyede aftale mellem Danmarks Ishockey Union og Dansk Metal. Det sker i kølvandet på, at både ishockeyherrerne og ishockeykvinderne har leveret formidable olympiske præstationer i Beijing.

Det høje niveau i aftalerne med seniorlandsholdene fortsætter, og Dansk Metal lover endda øget støtte til kvindelandsholdet frem mod VM på hjemmebane i august og september, der spilles i Herning og Frederikshavn.

General Manager for de danske landshold, Kim Pedersen, har fulgt seniorlandsholdene tæt, siden herrerne rykkede op blandt verdens bedste i 2003 og har netop været i Beijing for at følge de stærke danske OL-præstationer til dørs.

- Opmærksomheden omkring landsholdene har altid været enorm fra Dansk Metals side, og støtten har været uvurderlig gennem årene. Dansk Metal har været vores hovedpartner i kampen for at sørge for bedst mulige vilkår til vores landsholdsspillere, og med den nuværende placering i verdenstoppen hos både damer og herrer, har vi kunnet levere tilbage på bedst mulige manér. Landsholdene glæder sig til at fortsætte samarbejdet, siger Kim Pedersen.


Aalborg ude efter revanche mod Corona-ramte rivaler METAL FINAL4: Festen begynder i dag med MEDIA DAY